der står på en række hen over træet. Hver i sin klare farve. De vil fortælle mig noget.

 

Det er en krævende proces. At skære til, lave en form, overføre den til værket. Bente Skyttes arbejde har en taktilitet over sig, der giver beskueren lyst til at mærke på værkerne: Hvordan føles det glatslebne træ under fingrene. Hvordan er den glatte farveflades runding.

 

Der er i værkerne en konstant dialog om, hvilken plads i rummet man kan kræve. Se mig, siger de små farvecirkler. Se mig, siger dråbeformerne. Se mig i min egen ret til at være glad, legende, naiv.

 

Årerne snor sig og forgrener sig i et fintmasket net af blodårer, der trækker liv rundt over den bløde flade. Så kommer farverne. I al deres insisteren kommer de, de sidder der, på træets flade og er. Som insisterende og livgivende væsner sidder de der på træet som et barn på en gynge på en mark. Hvor højt kan du svinge, hvor langt kan du nå.

 

I Bente Skyttes værker kræver farven plads. Den enkelte form tager pladsen fra træet. Ved at insistere på de til tider nærmest grafiske formers naturlighed, udfordrer hun træets dogmer. 

 

Der ligger en utrolig omhu i det gennemarbejdede, en slags omsorg mærket ind i farvernes afstemthed i forhold til hinanden. Intet er tilfældigt, hver en lille figur er arbejdet gennem skitser og afstemt farvemæssigt i forhold til de andre flader på billedet. De hvide cirklers hvidhed er afstemt harmonisk, og der er en utrolig ro i det arbejde, en rastløs gentagende cirklen omkring et hele, der hele tiden udvikles.

 

At være modig er at tage plads. At være modig er at udtrykke det som skal udtrykkes, at gøre det så klart og rent, at folde det ud efterhånden og give det opmærksomhed, det, som skal udtrykkes. Så går man og leger med at nærme sig det efterhånden.

 

Som små ikoner åbenbarer de sig, værkerne, i deres enkle hele. Der er en kredsen omkring bestemte former. Det er planetariske former, det er uendelighed, en vekslen mellem det største og det mindste: celler der skabes og deler sig, universets bestanddele.

 

Bente Skyttes arbejde udforsker, hvad det vil sige at tage plads. Som kvinde og som menneske. I sin kunst udfordrer hun grænserne for det feminine rum. Der ligger en insisteren der. Man kunne falde i svime over træets årer, der snor sig. Man kunne beundre dets organiske form. Ved at lade træet være lærred tvinger hun mig til at se det mellemrum, det rum for muligheder der er i at spilde en malingklat med vilje. Jeg kan lide den provokation, der ligger i at gøre sig umage med at forhindre træet i at være træ og lærredet i at være lærred.

​

Jeg kan ikke slippe de tre lige stregers insisterende væren. De provokerer mig. Måske er det så enkelt: Man kan godt være tre streger i klare farver i et rum ladet med forventning og næsten ærbødig ærefrygt overfor træets naturlighed. Nej, siger stregerne. Her bestemmer jeg. Her definerer jeg rummet og du kan se mig gøre det."

​

​